Hørning Borgerforening

Hørning Kirke

Hørning Kirke er i lighed med flertallet af landets øvrige kirker en middelalder kirke. Den er sammen med alle disse andre kirker en del af et fælles vidnesbyrd om en enestående del af landets historie. Samtidig har den sin egen historie og sine egne særlige kendetegn. Lidt massiv, næsten borgagtig ligger den centralt i den nuværende by, omkranset af en forholdsvis stor kirkegård.

På kirkegårdens område ligger udover kirken desuden den gamle rytterskole, en kapelbygning og en efterhånden ganske stor sognegård.

De nuværende forhold afspejler byens store udvikling over især det sidste halve århundrede. Fra at være en lille landsby blev Hørning en stationsby. Men først i 60’erne og 70’erne fik byen for alvor vokseværk, og den har bredt sig til alle sider med talrige nybebyggelser. Og byen vokser fortsat.

De store forandringer har stillet nye og helt anderledes krav til kirken. Både hvad angår undervisning og andre aktiviteter, størrelsen på kirkegården og endelig selve kirkebygningen, der på forskellige måder er blevet tilpasset den langt hyppigere brug.

Rytterskolen

Rytterskolen, der ligger i hjørnet af kirkegården – ud mod hovedvejen – er fra 1720’erne.

Den har tjent forskellige formål gennem årene, ligesom den har været ombygget flere gange. Menighedsrådet købte bygningen i 1978, i forbindelsen med udvidelsen af kirkegården til den nuværende størrelse. Før sognegården kom til, har rytterskolen blandt andet været brugt som kirkekontor og til undervisning – og i en periode sågar som præstebolig.

I dag huser den kirkegårdskontoret og er bygget sammen med kirkegårdens redskabsbygning.

Sognegården

Sognegården blev taget i brug i 1992. Den er tegnet af den lokale hørningarkitekt  Bent Meyer.

I 2010 blev sognegården udvidet med en ekstra længe og rummer i dag både 3 undervisningslokaler, mødelokaler og en række kontorer for kirkens ansatte.

Sognegården er også hjemsted for Skanderborg provsti. Herudover benyttes sognegårdens lokaler også flittigt af byens foreningsliv.